Adam og evas tredje søn i bibelen

Navnet Adam tolkes som menneske. I den bibelske fortælling fremstår Adam som den første mand, og Eva anerkendes som stammoderen til hele menneskeheden. Ifølge Skriften udgør de de oprindelige individer, der blev til. Beretningen om Adam og Eva fremviser således to primære dimensioner: På den ene side omhandler den de konkrete skikkelser Adam og Eva, deres eksistensforløb og deres afkom.

På den anden side betragtes deres saga ifølge kristen og jødisk tradition som en universel fortælling, der afspejler hele menneskehedens historie. To fortællinger om skabelsen Bibelen indeholder to beretninger om verdens tilblivelse. I den første skabelsesberetning, der findes i Første Mosebogs kapitel 1, berettes det, at Gud formede mennesket i sit eget spejlbillede, som både mand og kvinde.

Og at han betroede mennesket herredømmet over hele kloden. Den anden skabelsesberetning, beliggende i Første Mosebogs kapitel 2, uddyber detaljerne. Her formes Adam af jordens muld af Gud, som derefter indgyder sin livsånde i hans næsebor, hvorved han vækkes til live. Efterfølgende erkender Gud, at det ikke er hensigtsmæssigt for Adam – eller for mennesket som art – at være isoleret, hvorfor han skaber alle jordens dyr.

Han konstaterer imidlertid, at Adam behøver et væsen, der afspejler ham selv, som ledsager. Følgelig skaber han en kvinde, Eva, ud af et af Adams ribben. En central tese inden for kristendommen, der blandt andet udspringer af denne skabelsesberetning, er, at mennesket – i sin helhed – er en værdifuld skabelse fra Guds hånd. Den legemlige eksistens opfattes ikke som et fængsel, man bør stræbe efter at frigøre sig fra for udelukkende at hellige sig det spirituelle.

Yderligere information om disse skabelsesfortællinger er tilgængelig her. De opretholder et uformelt forhold til ham og kommunikerer dagligt direkte med ham. Tilværelsen i Paradis er dermed idyllisk og fri for andre udfordringer, end at et specifikt træ i haven er forbudt at indtage frugten fra. Dette er kundskabens træ, og den, der fortærer dets frugt, vil opnå indsigt i sondringen mellem det gode og det onde.

En slange i Paradis overtaler Eva til at indtage frugten fra træet, hvorefter hun også forsyner Adam med den. Fordrivelsen fra Paradis Efter denne hændelse erkender de pludselig deres nøgenhed og søger at skjule sig for Gud. Gud forviser dem fra Paradis og kundgør for dem, hvordan deres fremtidige tilværelse vil forme sig: De må møjsommeligt arbejde for at opnå føde, og kvinden skal bære og føde børn under betydelig smerte.

Dette udgør både et element af Adam og Evas individuelle fortælling og en fundamental del af hele menneskehedens historie – da dette er en essentiel betingelse for den menneskelige eksistens. Eksistensen på Jorden I det øjeblik Adam og Eva fordrives fra Edens Have, begynder deres tilværelse i den konkrete verden, og de får to sønner, Kain og Abel, samt en yngre søn, Set.

Hver gang Eva har bragt et barn til verden, udtrykker hun sin taknemmelighed over for Gud. Adam og Eva fornemmer således ikke, at Gud har svigtet dem, skønt de ikke længere deler fysisk fællesskab med ham i Edens Have. Arvesynd og det guddommelige billede Deres fordrivelse fra Paradis er blevet fortolket på diverse måder. Inden for kristendommen har dette blandt andet ført til doktrinen om den såkaldte arvesynd.

Dette indebærer, at den overtrædelse, Adam og Eva begik ved at adlyde slangen frem for Gud, er blevet overført til hele menneskeheden, til alle individer født på Jorden siden hen – med undtagelse af Jesus.

På den anden side er det ligeledes en fundamental pointe, at mennesket er formet i Guds eget billede. Hvert enkelt menneske betragtes i kristen optik som en enestående skabning, der overgår blot summen af sine fejltrin. Guds skabelse af mand og kvinde Gud proklamerede: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.

Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden! Dem skal I have til føde.