Aarhundredet emil bønnelycke analyse

Digtet udspringer af en æra, hvor ekspressionismen begyndte at vinde frem. Det karakteristiske ved denne tidsperiode var, at litteraturen var præget af skildringer og gengivelser af øjeblikket. Livet i værket opleves, som om man selv er til stede. Fortolkning Bybilledet i digtet fremstilles gennem rimstrukturen, der består af enderim i form af både øre- og stavelsesrim.

I samspil med tegnsætningen bidrager dette til en levende rytme, hvor tempoet veksler mellem hurtighed og langsomhed, hvilket tilfører læseren fornyet energi og opmærksomhed, efter at have koncentreret sig om specifikke detaljer, som digteren har udvalgt. Rimene skaber desuden en fast form, der er traditionel for digte, men den store mængde sanseindtryk resulterer i en kaotisk fremstilling af indholdet.

Denne kontrast mellem form og indhold forener digtet i en større helhed – det er både vitalt og dynamisk, men samtidig behageligt at læse, en form for kaotisk idyl, hvilket i sig selv er en paradoksal kombination, da kaos ofte opfattes som det modsatte af idyl. Tempoet og de positivt konnoterede ord skaber en atmosfære af begejstring over de beskrevne elementer i digtet, hvilket understreger, at gaden er blevet en integreret del af digterens væsen.

Digtets hensigt er at hylde energien, livet og hastigheden, med udgangspunkt i hverdagens realiteter, hvilket i høj grad kommer til udtryk gennem futurismen i teksten, der manifesterer sig i temaerne; larmen, farten, dagligdagen og storbyen. Emil Bønnelycke stræber efter at fremkalde denne situation i læserens fantasi. Han ønsker at involvere læseren og dele sin egen oplevelse.

Emil Bønnelycke anvender synssansen til at beskrive kilderne til de lyde og dufte, der præsenteres i digtet. Duften af blå røg, benzin. Det er de første indtryk, der melder sig, men han varierer brugen af adjektiver i forhold til substantiverne. Da selve digtet er skrevet i en svunden tid, fremstår sproget for os, der læser det, som noget der er forældet. Generelt avanceret, men med subtile variationer.

Klokker, der klinger og slår. Digtet opnår derved en positiv tone, som også forstærkes af tempoets energi, hvilket vi vil uddybe senere. Futurisme Futurismen gennemsyrer hele digtet, hvor byen og biografen beskrives. En tjener i hvidt. Whisky i vinstuer. Bønner om nådig kredit. Frugtbod med gulerødder, duftende porrer og peberrod – æbler og sydens frugter, Messina i blodappelsiner.

Her udtrykkes en entusiasme over sporvognen og livet i denne gade. Klokker, der klinger og slår. Det er den elskede gade, som gennem mig forløber. I strofe 4, vers 4, anvendes eksempelvis høresansen, hvilket skaber en bestemt stemning. Emil Bønnelycke forsøger at skabe et visuelt billede med sin tekst, men ud over dette benytter han sig også af personificering, for eksempel kan fablen nævnes, hvis man betragter den elskede gade som hovedperson eller den centrale handling i digtet.

Farver og årstid beskrives ikke direkte, men kulturen er tydeligt til stede, hvilket ses i alle de mennesker, der har travlt, er beskæftigede og har skabt noget. For eksempel kan biografen nævnes. Rummet i teksten er realistisk og tilhører menneskets verden.

Man føler sig som om man er midt i dette virvar, da alle sanseindtrykkene formidles. Den indre verden: Jeg-fortælleren optræder kun i digtets sidste strofe. Analyse af form Ydre komposition Digtet har en fast, bunden form og er grafisk placeret i venstre margen. Digtet er opbygget i strofer og lydmæssigt lange verslinjer, dog ikke nødvendigvis lange sætninger.

Dette kan observeres ved at tælle stavelserne; jo flere stavelser, jo længere lyder en verslinje. Indre komposition Den indre komposition er en tidsmæssig udvikling over et kort øjeblik. Først introduceres sporvognen, derefter beskrives selve stedet, og til sidst vender opmærksomheden tilbage til sporvognen – ligesom hvis man stod på en sporvogn i virkeligheden, hvor man stiger af og går ned langs skinnerne, og enten stiger på igen eller ser sporvognen køre ud i horisonten.

Alt andet kræver, at man selv skaber et overblik og en mening. Øjeblikket er ved at rinde ud, men det virker som en opsummering af hele digtet og en pause, der skaber en smule nostalgi til den første strofe. Normalt vil brugslyrik i højere grad lægge op til den traditionelle form, da brugslyrik er meget bestemt og praktisk orienteret. Derudover anvendes enderim næsten konstant, men a-parimmet kan være enten ørerim eller stavelsesrim.

Samlet set skaber dette en meget dynamisk rytme, da tempoet skiftevis øges og sænkes, hjulpet af antallet af stavelser. Samlet set giver opbygningen digtet en følelse af at være en lang fortælling, men stadig med en levende rytme. På trods af den samme bombardering af sanseindtryk sørger Turell for at have et fokus i hver strofe, mens Bønnelycke lader det ske og videregiver det til læseren i den rækkefølge, det kommer, men til gengæld kontrollerer han det på anden vis; gennem formen.